Gensyn med Kap Farvel
Buchbeschreibung
En vinternat i 1959 synker det nybyggede motorskib M/S Hans Hedtoft på sin jomfrurejse fra Grønland til Danmark. Skibet og dets 95 passagerer forsvinder sporløst i det iskolde hav ud for den grønlandske sydspids Kap Farvel, og man finder aldrig den tekniske grund til forliset.
Henrik Andersens roman "Gensyn med Kap Farvel" er inspireret af den virkelige historie om skibskatastrofen, der efterfølgende blev kaldt "Danmarks Titanic". Romanen skildrer Hans Zacharias Martinsens liv i dets forskellige faser. Han vokser op i Frederikshavn som søn af skibsværftsdirektøren Eigil Martinsen. Faren er med til at bygge det nye og eftersigende synkefri grønlandsskib med navn efter den danske statsminister Hans Hedtoft, og da skibet meldes klar til sejlads i 1959, får den unge søn Zacharias arbejde ombord. Skibet skal forløse drømmene om frihed, landvindinger og eventyr, men bliver i stedet omdrejningspunktet i et mareridtsscenarie.
Forfatter og oversætter Henrik Andersen (f. 1966) voksede op på Fyn, men har siden 1998 boet i udlandet, blandt andet i Barcelona, Berlin og de sidste 15 år i Stockholm. Han debuterede i 1995 med romanen "De skyldfri" og har siden skrevet en række anmelderroste romaner. Henrik Andersen blander gerne virkelige begivenheder og historisk materiale ind i sine fiktive fortællinger om politik, eksistens og skæbne. Hans roman "Beskyttelseszonen", der blev nomineret til DR Romanprisen i 2012, portrætterer livet i DDR og Tyskland efter murens fald. Henrik Andersen blev tildelt det treårige forfatterlegat fra Statens Kunstfond i 2005.
Sprache:
Dänisch