I bogen følger vi Birne Dalbjergs opvækst i en familie, der er gennemsyret af dysfunktionelle relationer. Med start i 1950 føres læseren ind i en grufuld barndom med vold, psykisk terror og seksuelle overgreb begået af hendes nærmeste familie og omgangskreds.
Bag den pæne facade gennemlevede Birne en barndom i helvede uden den mindste form for oprigtig omsorg og kærlighed. Det blev til en afgrundsdyb depression, hvor mørket truede med at vinde. Blot ti år gammel kommer Birne ud for en strømulykke og er tæt på at dø, men nærdødsoplevelsen bringer et ”lys” ind i hendes liv, der senere afholder hende fra at begå selvmord. Lyset hjælper Birne med at udholde den uhyggelige barndom og opvækst.
Bogen er et vidnesbyrd om en næsten overmenneskelig kamp for at ville lykken og insistere på at se glæden i livet.