Gunnar Kampen er en sød lyshåret dreng, der vokser op i Reykjavik i en efterkrigstid, hvor tyskersympatisørerne stadig bag lukkede døre giver udtryk for deres nationalsocialistiske overbevisninger. Også i hverdagslivet er der endnu spor af den nazistiske ideologi med dens idealer om fysisk styrke, sund livsførelse og åndelig kraft, og Gunnar møder den i kvarterets herrecykelforening, Sleipner. I sine ungdomsår hvor han også besøger Tyskland, tiltrækkes han mere og mere af den nynazistiske bevægelse. Han skriver breve til sin onkel, der sidder fængslet for landsforræderi i Norge, og til lederne af den rundtom i verden, og i 1958 stifter han et nynazistisk parti, National Befrielse.
"Korngult hår, grå øjne" er en raffineret fortalt roman om hvordan et helt almindeligt menneske bliver glødende nynazist.