MALSTRØM
Buchbeschreibung
Det viser sig hurtigt, at det ikke kun er foråret, øen gemmer på, for sne og frost har også fordrevet folkene fra bjergene og ørkenen. De har allerede etableret sig, da søfolket og skovfolket trækker deres flåder op på stranden, og de nytilkomne bliver hårdhændet gennet mod midten af øen, hvor et nyt mareridt tager sin begyndelse. Ivalus verden skælver, da hun forstår, at de andre folk er lige så virkelige, som hun er, og hun møder en ondskab, som hun ikke troede fandtes. Samtidig bliver hun klar over, at friheden er det mest dyrebare, hun har, da den bliver taget fra hende, og hun er villig til at ofre alt for at vinde den tilbage. Det er dog ikke alle, der deler den indstilling, og hun og Anfred skal forholde sig til interne magtkampe og forræderi, mens de har en konstant dødstrussel hængende over deres hoveder.
Malstrøm er andet bind i serien FIRE FOLK.
Uddrag af bogen
Månen hænger over dem i en vrimmel af stjerner, og det ser ud, som om de blinker til hende, når de kortvarigt forsvinder bag taget af grene. Himlens små lanterner gør, hvad de kan, men de er for langt væk til at lyse omgivelserne op, og hun sætter den ene fod foran den anden i blinde, uden at vide hvad hun træder på. Det er en trøst, at hun stadig får fastere grund under fødderne, og hun skal ikke længere tage sig i agt for svirpende grene, for der er god plads i siderne. I modsætning til begyndelsen af stien er der mange, der har vandret her, og det må betyde, at bjergmændenes flok tæller langt flere end dem, de har omkring sig nu.
Om forfatteren
Louise Roholte (f. 1982) kommer fra Præstø. I 2001 blev hun student, og senere tog hun en bachelor i engelsk og kommunikation, men hun fandt først sin hylde, da hun begyndte at skrive i sommeren 2008. Det har hun levet af lige siden, og hun skriver bøger, fiktion til de danske ugeblade og en masse andet.