Tysk-jødiske Hannah Arendt er en af det tyvende århundredes mest udbredte og originale tænkere, og ‘Åndens liv’ er hendes ufuldendte hovedværk, som hun skrev på til sin død i 1975.
I ‘Åndens liv’, der var planlagt som et trebindsværk, men som på dansk udgives som ét bind, undersøger hun tanken selv, som den udfolder sig i det kontemplative liv. Til forskel fra sine tidligere skrifter, hvor hun fortrinsvis fokuserede på det aktive, politiske liv i den ydre verden, er dette værk anlagt som en afdækning af det indre liv, åndens liv, som af Arendt blev anset for at være det fundamentale. Ud af denne metafysiske undersøgelse kom et dybt originalt og udfordrende værk om at tænke, om at ville og om at dømme.
Arendt står på skuldrene af traditionen, men altid modigt og selvstændigt - hun udfolder med sit eget pligtbud en dybt original “tænkning uden gelænder”. I ‘Åndens liv’ tænker hun i forlængelse af Aristoteles, Augustin, Immanuel Kant og Martin Heidegger, og stor opmærksomhed vies til Paulus, Epiktet, Thomas Aquinas, Duns Scotus, Hegel og Nietzsche.
