Destination Dallas
Beschrijving van het boek
"Enestående!"
- Stephen King
Frank Guidry er løbet tør for held.
Som loyal fikser for New Orleans’ mafiaboss Carlos Marcello ved Guidry bedre end nogen, at ingen er uundværlige, men nu er turen kommet til ham, for han ved for meget om århundredets forbrydelse: mordet på præsident John F. Kennedy.
Få timer efter attentatet på JFK er alle med bånd til Marcello døde, og Guidry har en stærk mistanke om, at han er den næste på listen. Han var nemlig i Dallas i et ærinde for bossen, mindre end to uger før præsidenten blev skudt. Guidry ser ingen anden udvej end at tage benene på nakken og flygte til Las Vegas, hvor en gammel forretningspartner – som hader Marcello af et godt hjerte – måske er den eneste, han nu kan stole på vil hjælpe ham med at gå i skjul.
Guidry ved udmærket godt, at den første regel, når man er på flugt, er aldrig at stoppe op, men da han ser en smuk husmor i vejsiden med en skadet bil, to små døtre og en hund på bagsædet, øjner han den perfekte forklædning og en oplagt måde til at dække sine spor fra de håndlangere, som Marcello har sendt efter ham. Guidry udgiver sig for at være forsikringsmand, og han tilbyder Charlotte at hjælpe hende frem til deres fælles destination.
For Charlotte er der også meget på spil, og hun er ligeledes på flugt. Væk fra en kvælende og stillestående eksistens som husmor i Oklahoma City, og væk fra en alkoholiseret ægtemand.
Og mens de hensynsløse forfølgere nærmer sig bagfra, rykker Guidry og Charlotte tættere sammen i en alliance, som kan koste dem begge livet.
En klassisk amerikansk historie: To fremmede mødes og rejser mod vest i håbet om et nyt liv – og finder hinanden undervejs.