Jørgen Nielsen fødtes 1902 i Midtjylland som søn af en husmand. Gennem barndom og ungdom var han, meget mod sin vilje, beskæftiget ved landbruget. Ved hårdt arbejde i tørvemoserne tjente han så meget at han kunne komme på realskole i Silkeborg, men en præliminæreksamen blev det aldrig til. 1923 fik han ad mange omveje ansættelse som journalist ved Silkeborg Venstreblad, men efter en periode ved Venstres Folkeblad i Ringsted brød han 1927 af og flyttede til København for at slå sig igennem som forfatter.
Foråret 1929 debuterede han med novellesamlingen Lavt Land, om efteråret fulgte romanen Offerbaal og i 1930 romanen De hovmodige. Af hans senere arbejder skal nævnes en Kvinde ved Baalet, roman 1933, En Gaard midt i Verden, roman 1936, Dybet, roman 1940, Figurer i et Landskab, noveller 1944 og Et Hus splidagtigt med sig selv, 1945, der er en ufuldendt fortsættelse af Dybet.
Centralt i forfatterskabet står skildringen af bønder og det landskab de lever i. I sine psykologiske udredninger er han næsten klinisk minutiøs.
