Imperiets børn
Beschrijving van het boek
Da FN kom til verden i 1945 oven på Anden Verdenskrig, pålagde det internationale samfund verdens imperier at give deres kolonier selvstændighed. Det betød, at Danmark skulle forlade Grønland. Det skete bare aldrig, og skiftende regeringer førte gennem 1940’erne og 1950’erne både grønlænderne og FN bag lyset for at bevare Grønland som en del af Danmark. Det gik hårdt ud over både den grønlandske kultur, det grønlandske sprog og ikke mindst de grønlandske børn.
"Imperiets børn" fortæller for første gang den dramatiske og opsigtsvækkende historie om et af de mørkeste kapitler i dansk kolonihistorie og går tæt på, hvad der skete, da politikere og embedsmænd besluttede at fordanske Grønland og gøre øen til en landsdel i Danmark. Det lykkedes gennem dansk dobbeltspil i FN, vildledning af grønlænderne, ved at ignorere danske topjuristers klare anbefalinger og ved at skabe en række reformer, der skulle gøre grønlænderne mere danske.
Anne Kirstine Hermann (f. 1984) er uddannet journalist fra Syddansk Universitet, antropolog fra The New School for Social Research i New York og har en ph.d. i etnografisk journalistik, ligesom hun har været gæsteforsker på både Columbia University og New York University.
Anne Kirstine Hermann, der i dag underviser i journalistik på Roskilde Universitet, har blandt andet arbejdet for Danmarks Radio og Grønlands Radio (KNR) og skrevet for Politiken, Berlingske, Information, Weekendavisen og Kristeligt Dagblad.
Soort:
Talen:
Deens