SMUK ER DØDEN, SOM I FIK foregår i de sidste måneder af krigen i 1864, men der er langt fra Dybbøldagens flagsving og nationallyrikkens følelsestunge skildringer frem til dette intense studie i den almindelige soldats tilværelse som gidsel under nederlagskrigens sidste krampetrækninger.
Claes Johansens billeder fra det virkelige liv, set gennem den unge frivillige Henrik Wulffs øjne, er miniatureportrætter af en lavmælt og næsten besættende gennemslagskraft. Her skildres det daglige liv ved et regiment, som har måttet vige for overmagten hele vejen op gennem Jylland, et lille selvstændigt samfund, hvor alt er ved at gå i opløsning ... også i selve virkeligheden, der afløses af et brutalt mareridt i den naive students bevidsthed.
SMUK ER DØDEN, SOM I FIK giver et nyt og anderledes billede af en krig, der mere end nogen anden kom til at præge Danmark og den danske nationalfølelse.