Frihedens filosofi
Grundtræk af en moderne verdensanskuelse – sjælelige iagttagelsesresultater efter naturvidenskabelig metode
Buchbeschreibung
Rudolf Steiner udgav ‘Frihedens filosofi’ første gang i 1894. Værket, som indtager en central plads i Steiners forfatterskab, har siden opnået status som et væsentligt etisk værk.
Den gamle pligtetik har mistet sin overbevisende kraft, de utilitaristiske teorier har vist sig utilstrækkelige, og om det meste af det, der forstås som postmodernisme, må det siges, at det savner en videnskabelig acceptabel karakter. Rudolf Steiner vil vise, at den etiske tænkning må have en erkendelsesteori som forudsætning. Han giver en idealistisk-empirisk erkendelsesteori som begrundelse for sin etiske individualisme i værkets første halvdel. I den anden halvdel af værket viser han, hvorledes frihed kan forstås som grundlaget for en almenmenneskelig etik, som ikke vil kræve overensstemmelse mellem menneskene som etisk fordring, men som vil vise frem til, hvordan overensstemmelse og samdrægtighed kan opstå.
Bogen er forsynet med et efterskrift af Oskar Borgman Hansen, som også har oversat.
”I en lang række senere skrifter taler Rudolf Steiner om de erfaringer af en oversanselig verden, som er mulige. Han taler om en antroposofi, som han kalder en vej til det åndelige i verdensaltet, og dette åndelige skal kunne opleves i oversanselige erfaringer. I Frihedens filosofi taler han ikke om alt dette. For han giver en anskuelse, som ikke indeholder nogen form for specialerkendelse på noget område, heller ikke på de gængse naturvidenskabelige. Men han udtaler i nogle bemærkninger, at den, som kan opleve det åndelige i tankens form som beskrevet i værket, vil være forberedt på at kunne forstå en oplevelse af noget oversanseligt, som ikke giver sig til kende gennem de sædvanlige sanser. Derfor er Frihedens filosofi på én gang uafhængig af Steiners senere antroposofiske skrifter og dog intimt forbundet med disse.”
– fra Oskar Borgman Hansens efterskrift
"Den etiske del af 'Frihedens filosofi' gør ikke mindst op med Kants pligtetik, og Steiner søger i dette opgør at formulere et helt nyt grundlag for en etik. Pligten - mener Steiner modsat Kant - udelukker friheden, fordi den kræver individets underkastelse under en almen norm. I stedet ønsker Steiner en etik, der hviler på et individ, der ikke underkaster sig, men skaber sig selv som frit menneske. Det er ikke mindst i denne del af Steiners filosofi, at det bliver klart, at den ikke bare er et åndshistorisk sidespor, men stadig kan virke vedkommende."
Asger Brandt, Kristeligt Dagblad