En barsk og humoristisk fortælling om at være på flugt og komme til Danmark som 21-årig med to små børn. Om at begynde forfra og kæmpe indædt for at lære sproget og de danske traditioner at kende. Carolyne Kaddu Rasmussen er født i Uganda og flytter med sin familie til Kenya, hvor hun vokser op. Hun forelsker sig i en politiker, som må flygte og får politisk asyl i Danmark. Da Carolyne et år senere følger efter, finder hun sin mand nedbrudt, syg af flugten og tabet af sin identitet.
"Hovedet i himlen og fødderne på jorden" fortæller om et liv fuldt af kontraster. Fra et velhaverliv i Kenya med stuepige og fint porcelæn til en tilværelse i Ugandas bush hos farmor og hendes høns. Fra et liv på flugt til spotlight og tv-priser. Fra sorger, der kunne have overskygget alt, til en tilværelse rundet af livsglæde og humor.