"Kitaj gjorde vrøvl over den varme mælk med honning.
– For sød, brokkede han sig.
– Deres søn, ministeren, bad mig specielt købe dansk honning.
– Foruroligende. Normalt er han en fedtsyl. Han vender sine underbukser og strømper for at spare en gang vask, og tager alle sine sko med på rejserne for at få dem pudset på hotellet.
Kitaj pustede på mælken og tog en slurk.
– Syntetisk.
– Langtidsholdbar. Fra Netto, forklarede praktikanten og smilede venligt. – Bedre mælk findes ikke.
Kitaj gengældte ikke hendes smil."
Jødiske Kitaj er 86 år gammel, han er stædig og krævende. I Kjeld Koplevs varme og medfølende satire oplever vi det danske samfund gennem Kitaj og hans seks uduelige sønner, som han lever i evig konflikt med.
Kjeld Koplev (f. 1939) er en dansk forfatter og journalist. Han har skrevet fire voksenromaner samt et hav af børne- og ungdomsbøger, hvoraf flere er skrevet sammen med hans kone, Marianne Koester. Han har i mange år arbejdet som journalist på Danmarks Radio, hvor han blandt andet har lavet programmer om film, teater, musik og bøger.