Relief #4
Buchbeschreibung
Hele grundplottet i Relief er baseret på én eneste ide: Hvad ville der ske, hvis vores inderste skrækfantasier pludselig blev til fysisk virkelighed?
Tænk på det du frygter mest - eksempelvis en vampyr, en børneædende tiger i din hjemby eller en usynlig børnelokker - og forestil dig så, at dette mareridt dukker op i din dagligdag, forfølger dig på vej hjem fra skole, lurer i din baghave og trænger ind på dit værelse om natten...
Relief handler først og fremmest om angst. Fra vi er ganske små hører vi, at der ligger et monster under sengen. For at drive det bort, må vi kigge ind under sengen, inden vi slukker lyset. Døren til klædeskabet må aldrig stå på klem ligesom kælderdøren ikke må være ulåst. Når først natten bringer mørket, er vi mere forsvarsløse, fordi angsten for det ukendte, det vi ikke kan se og ikke forstår, bedre kan slå kløerne i os.
Dæmonerne er sluppet løs, og vi kan ikke føle os trygge før dagen atter gryer. Sådan er det bare ikke i Relief. Vores indre skræk er der hele tiden. Den jagter os ganske upåvirket ud i solskinnet, hvor vi troede redningen fandtes, og når vi vender os, står dens rædselsvækkende fjæs bare så meget mere virkeligt i vore hjerner.
Med andre ord: Relief er en horror-roman, og jeg betragter den som min første rigtige voksenbog. Den er på langt over 800 sider, der er seks-syv indgangsvinkler i en snørklet handling, og så er alle hovedpersonerne voksne. Der er børn med i bogen, men de optræder kun perifert.
Jeg nævner ikke dette for at tage modet fra yngre læsere. Det er udelukkende ment som en slags brugervejledning, så du ikke narres til at købe (eller låne) noget, der er helt anderledes end det du troede. Det er ikke nogen børnebog, hverken med hensyn til indhold eller længde. Den er stor og tung som et gammeldags lokomotiv, der arbejder sig langsomt i gang. Så er det sagt. Det har været en interessant (og lærerig) oplevelse at skrive en roman af den størrelse. På computeren fylder den over 1. 800. 000 karakter. Tekstmæssigt er den dobbelt så stor som Dystopia. Det var min oprindelige tanke, at Relief skulle op på de 1. 000 sider, men forlaget var så nederdrægtige at sætte den med en mindre typografi!
På den anden side er Relief blevet så omfangsrig, at vi har været nødt til at bide den over i fire dele. Én bog ville være næsten umulig at håndtere og blive alt for dyr. Det betyder desværre, at du er nødt til at købe alle fire bind, hvis du vil have noget ud af historien. Der er ikke tale om en serie, hvor de enkelte bøger kan læses hver for sig.
Anyway, hvis du trods disse advarsler alligevel vover dig ind i angstens hule, så husk lige; der er én frygt du aldrig kan flygte fra, nemlig din egen."
Sprache:
Dänisch