Verden i stykker. Rejseessays
Buchbeschreibung
Skal man læse rejseberetninger, virker det umiddelbart hverken eksotisk eller betryggende, at forfatterens venner omtaler ham som "hjemmefødning" og "lokalpatriot" i forordet. Men når forfatteren er digteren, romanforfatteren og kulturkritikeren Hans-Jørgen Nielsen, er man garanteret at kunne nyde et sansemættet sprog og en minutiøs iagttagelse af detaljer på hver en side!
"Verden i stykker" er en samling af forfatteren og kulturkritikeren Hans-Jørgen Nielsens essays og beretninger fra rejser og ophold rundt omkring i verden, som de gennem forfatterens liv blev trykt i aviser og tidsskrifter. Der er bl.a. historien om svømmerne i Basel, den store føljeton om olympiaden i Los Angeles, beretninger fra 80’ernes England – og essays fra forskellige destinationer i Asien.
Hans-Jørgen Nielsen (1941-1991) hørte som forfatter, kritiker og vidtfavnende kulturdebattør til de mest fremtrædende her i landet. Helt fra sin debut med gendigtninger af japanske haiku-digte i 1963, placerede han sig som repræsentant for en modernisme, som prioriterede selve det sproglige materiale over det fortællende og billeddannende. Mest kendt blev Nielsen dog for sin ‘attituderelativisme‘: Mennesket er ifølge Nielsen uden entydig identitet, men råder over mange sidestillede identiteter og roller, det gennemspiller i sit liv. Dette kommer tydeligt til udtryk i hans forfatterpersonaer og det brede forfatterskab, der råder over digte, essays og romaner.