Niels Klims underjordiske Reise
Description of book
Den norske student Niels Klim vender efter endt studentereksamen atter tilbage til sin fødeby Bergen. Da han en dag på en udflugt lidt uden for byen falder i et dybt hul i en klippe, lander han på en planet i Jordens indre kaldet Nazar. Her starter en forunderlig rejse for Niels, der bringer ham gennem mange besynderlige samfund. En underliggende satire løber gennem Ludvig Holbergs fortælling, idet han ved at gøre samfundene fiktive ustraffet kan gøre nar af sin samtid. Fortællingen formidles af Holberg-ekspert F. J. Billeskov Jansen, hvis udlægninger giver et solidt og nuanceret indblik i Holberg og hans samtid.
F. J. Billeskov Jansen, Frederik Julius Billeskov Jansen, 1907-2002, professor i dansk litteratur ved Københavns Universitet og prisbelønnet litteraturforsker, hvis litteraturforståelse var stærkt inspireret af strukturalisme. Dette kom til udtryk i hans litteraturformidling, der var præget af antagelsen om, at litteratur er en æstetisk disciplin i sig selv, og derfor ikke alene skal anskues biografisk, som der havde været tradition for. Billeskov Jansens arbejder kan i denne optik ses som en art forløber for den angelsaksiske nykritik. Senere åbnede han op for en mere idehistorisk tilgang til litteraturen, der afspejlede sig i hans evne til at forene nylæsning af klassiske tekster med historisk indlevelse. Dette gjorde ham blandt andet til grundlæggeren af det moderne studium af Ludvig Holberg. De fleste af Billeskov Jansens studier fokuserer da også på ældre litteratur; særligt det danske 1700-tal og dets forudsætninger i europæisk og især fransk litteratur. For at udbrede kendskabet til dansk litteratur og litteraturforskning i det hele taget stiftede han blandt andet tidsskriftet Orbis litterarum, sad i bestyrelsen for flere litterære og kulturelle selskaber og var fra 1967 medlem af Det Danske Akademi. Talrige danske litteraturhistorier og antologier på de europæiske hovedsprog er blevet til under hans medvirken.