Lejerne
Description of book
80-årige Valborg er en lyslevende kosmopolit, der nu tilbringer sine sidste år i København. For at få lidt ekstra liv i sin store patricierlejlighed udlejer hun værelser til to unge mennesker – den 25-årige bibliotekarstuderende bøsse Janus og den 27-årige Vivi, som er arbejdsløs og lever på kanten af samfundet.
Hver for sig kæmper romanens tre hovedpersoner en lidenskabelig kamp for retten til at være mennesker. At turde leve, elske og dø som dem, de egentlig er. Men er det overhovedet muligt at være eller blive sig selv, i en tid hvor alting flyder eller er i opløsning – også erotikken? Inden vinteren sætter ind, er en død. En anden stopper sin flugt, mens en tredje har forløst sig selv.
Lejerne er den anden selvstændige roman i Carsten Nagels tematiske serie "Eros & Død".
” – en sprudlende fortælling om retten til at leve og elske og dø på tværs af konventionerne. Carsten Nagel er rap i replikken, og der er både frihedstørst og kærlighedslængsel i hans viltre pen.” – Aktuelt.
” – et skarpt signalement af den rastløse forvirring, der præger det 20. Århundredes fin de siecle. Som i det øvrige forfatterskab er hovedtemaet frihed. Men som noget nyt efterlyses også et behov for en retning og et mål i tilværelsen.” – Bibliotekernes lektørudtalelse.
Carsten Nagel er forfatter til 13 bøger og autoriseret cand. psych. Hans seneste udgivelser er den store antikrigs- og flygtningeroman Zehras flugt samt Københavner-thrilleren Aqua Mortis – dødens vand.