Galleri Virkeligheden
Buchbeschreibung
Marianne Larsen er født 1951 i Kalundborgs omegn. Efter studentereksamen læste hun nogle år litteraturvidenskab og kinesisk ved Københavns Universitet. Hun debuterede i 1971 med tekstsamlingen KONCENTRATIONER og har siden skrevet en lang række tekst- og digtsamlinger. GALLERI VIRKELIGHEDEN er en selvstændig fortsættelse af GÆT HVEM DER ELSKER DIG (1989) og FREMMED LYKKE (1990).
GALLERI VIRKELIGHEDEN viderefører historien om Bodil fra Stenhuset, hendes familie, venner og danske samtid. Romanens handling strækker sig fra 70’erne til 80’erne – en tid, som i åremål nok ligger tæt på vor egen, men som med de store samfundsmæssige og ideologiske omvæltninger in mente kan forekomme temmelig fjern.
Romanen fortæller ikke blot en udviklingshistorie om Bodils modning og vækst i mødet med kunsten og kærligheden. Gennem beskrivelsen af kunstnerkollektivet »Kærlighedsholdet« tegner den også et tids- og generationsbillede af den unge 70’er-generations idealer og håb – og de vanskeligheder, de støder ind i. Sidst men ikke mindst fortæller romanen en række livshistorier med et helt galleri af personer, der på tværs af alder og køn har ensomheden og forholdet til virkeligheden som fælles problem.
GALLERI VIRKELIGHEDEN er en roman om en tidsalder, dens mennesker, dens idealer, dens sejre og nederlag.