En følelsesmæssig rutsjebanetur og en krop, der kæmper for at følge med til det hele. Sådan beskriver Kirsten Marie Juel Jensen det at prøve at få børn og være i et langt fertilitetsbehandlingsforløb. Da hun selv stod midt i inseminationer og IVF-forsøg, savnede hun at høre andres erfaringer. Derfor har hun nu kastet sig ud i at fortælle sin personlige historie – i samarbejde med sin kæreste Thor Seierø Mouritsen – så du i denne bog får både kvindens og mandens perspektiv på hormonsprøjterne, sædprøverne, ægudtagningerne, uvisheden, de grimme følelser, de glade følelser og behovet for en plan B. De har ingen facitlister, for alle fertilitetsforløb er forskellige. Men de fortæller, hvad der virkede for dem, så de kunne overleve et mangeårigt fertilitetsforløb som mennesker og som par.