Bring buen til Troja

Det er sandelig et noget afvigende portræt, Kelvin Lindemann giver af Odysseus, når man tænker på, hvordan denne langthensejlende helt ellers plejer at blive behandlet i litteraturen – fra Homer til Johnson. Her er han stor og småtyk, rødhåret og pralende, tilsyneladende buldrende, men snu og uden finere fornemmelser for ærlighed og den slags snak. Samtidig er der noget komisk over ham – jo, det er en Odysseus, man ikke så snart glemmer, Lindemann her har fået skabt.

Modspilleren til den store græker er drengen Pyrrus, knap 13 år, søn af Achilleus, som faldt foran Troja. Ved faderens død er drengen konge i Phitia, men må bort fra sit kongerige med det samme: et orakelord siger, at den hær, som har videnskabsmanden Filoktet med den uovervindelige bue i sine rækker, vil sejre ved Troja. Nu er det så uheldigt, at Odysseus har sat Filoktet i land på Lemnos og overladt ham til sin skæbne, og at de er fjender. Han kommer for at få Pyrrus med til Lemnos.

Det bliver en begivenhedsrig rejse. De besøger oraklet i Delfi, de bliver taget til fange på Kreta, og Pyrrus bliver lukket ind i den berygtede labyrint.

Endelig nået til Lemnos får de mere besvær – dels med den krigeriske dronning Arete og hendes amazoner, dels med Filoktet, som de dog omsider får lokket med sig. Med en diskussion om ret og uret slutter bogen: Odysseus hævder, at det er forsvarligt at gøre uret mod én for at gavne mange, Pyrrus indser, at det at gøre uret mod én er begyndelsen til uretten mod de mange.

Skjult i stoffet ligger også diskussionen om frihed – om Grækenland kontra Asien. Lindemann forstår klogt at få alt dette med uden lange debatter.

Det er en spændende bog, og ofte også en morsom bog. Den måtte gerne have været længere, stoffet indbyder til det. Menneskene er ikke tegnet helt skarpt op psykologisk, de står mere som typer, men det lader sig forsvare i et stof som dette.

Bogen er anbefalet af Det danske Akademi. Det forstår man godt.