Den syvende basun
Om bogen
Romanen "Den syvende basun" begynder i fremtiden – det vil sige engang i 1950'erne. Her har en fremmed magt besat Bornholm, Frankrig er blevet socialiseret og den tredje verdenskrig er nært forestående. Natten før krigen forventes i udbrud, genoplever hovedpersonen Michael Kehlert sit liv. Født under første verdenskrig, ung i 1920'erne, gift med sin elskede Edith, slået i stykker af anden verdenskrig. På randen til tredje verdenskrig sidder Michael nu og funderer over meningsløsheden og sammenhængen bag sin rodløshed – det moderne menneskes skæbne.
Ole Juul (1918-2009) var en dansk journalist og forfatter, der arbejdede som korrespondent i Norge, Finland og Tjekkoslovakiet under 2. verdenskrig. På grund af sit arbejde for modstandsbevægelsen måtte Juul i 1943 flygte til Sverige, hvor hans første bøger blev udsendt. Juul bevægede sig inden for mange forskellige genrer lige fra serien af drengebøger om Jesper til rejselitteratur og voksenromaner.