Det andet navn – Septologien II
Om bogen
Hovedpersonen og fortælleren Asle er maler og enkemand. Han bor i Dylgja i huset, hvor han plejede at bo sammen med sin kone Ales. Nu bor han alene, og hans eneste venner er hans nabo Åsleik, en ungkarl og fiskerbonde, og Beyer, en galleriejer, der bor i Bjørgvin et par timers kørsel syd for Dylgja.
I andet bind af septologien står Asle igen og ser på billedet med de to streger som krydser hinanden. Han tænker på barndommen – på dengang han og søsteren gik den forbudte tur ned til fjorden, og på nabodrengen som faldt i vandet og druknede og på Skaldepanden, som børn skal tage sig i agt for.
“(…) ligesom i »Det andet navn – Septologien I« er fraværet af hastværk et omhyggeligt og nærmest virtuost udviklet særpræg ved forfatterens fortællestil. (…) Det gådefuldt tilbageholdende i stilen gør læsningen til en form for meditativ øvelse eller måske snarere til en slags deltagelse i en fælles bøn.” – Berlingske *****
“Fosses romankunst skriver alle personerne levende frem for os” – Politiken ♥♥♥♥♥
“Med original sproglig nerve skaber Jon Fosse en håndfuld ægte mennesker, man ikke kan lade være med at holde af.” – Weekendavisen
“Et nyt storværk af Fosse tegner sig allerede klart” – Nordjyske *****
Jon Fosse (f. 1959) har siden sin debut i 1983 udgivet henved 50 bøger, romaner, digte, børne- og billedbøger og skrevet omkring 40 dramaer. Han er oversat til 40 sprog. I 2007 modtog han Svenska Akademiens nordiska pris, også kaldet “den lille nobelpris”. I 2010 modtog han Den internasjonale Ibsenprisen, og i 2015 modtog han Nordisk Råds litteraturpris for trilogien Andvake, Olavs drømme og Kveldsvævd.