Eventyrblomsten
Om bogen
”’Næ, men Ras!’ Svend sprang op fra stolen. ’Er det dig? Vi troede alle sammen du var druknet. – Velkommen tilbage, du kære, gamle Ras.’
Glædesstrålende trak Svend en høj, sværlemmet fyr i sømandspjækkert og med kasket på hovedet midt ind i stuen til beskuelse under hængelampen.
’Ja, det var anden gang, jeg snød hajerne for den mundfuld,’ lo den nyankomne. Så smed han kasketten på bordet, så sig om, stak begge hænderne i pjækkertlommerne og skuttede sig af velbehag. ’Gudbevares hvor har I det godt på landjorden!”
Brødrene Svend og Harald har det ganske rigtigt hyggeligt og mageligt i deres hus på Østerbro, men alligevel har der længe været noget, der kaldte dem væk. Da deres sømandsven Ras dukker op i levende live, efter alle har troet, han var død, får brødrene endelig det spark bagi, de har haft brug for. De beslutter sig for at følge Ras’ eksempel og rejse ud i verden for at se, hvad den har at byde på af eventyr.
”Eventyrblomsten” udkom første gang i 1909 og er udgivet med datidens sprogbrug.
Walter Christmas-Dirckinck-Holmfeld (1861-1924) var en dansk forfatter og søofficer. I dag huskes han bedst for sine drengebøger, men han skrev også en lang række romaner, skuespil og faglitteratur, som skaffede ham stor popularitet. Walter Christmas arbejdede i en årrække som agent for den britiske efterretningstjeneste MI6, til hvem han udleverede oplysninger fra Athen, hvor han tjente i flåden i krigen mod Tyrkiet.