Hængt ud. De illegale blade under besættelsen
Om bogen
Var der tale om rene tilfældigheder, når folk under besættelsen blev hængt ud i de illegale blade for at være værnemagere, stikkere eller håndlangere for Gestapo? Det spørgsmål har ingen før kunnet give et svar på. Måske fordi det er en kompliceret opgave at gå i gang med, men måske også fordi det er et meget ømtåleligt emne at røre ved. For hvad nu hvis det viser sig, at mange blev hængt ud i de illegale blade uden grund? Eller hvad nu hvis det rent faktisk var berettiget for flertallets vedkommende? "Hængt ud" gennemgår Henning N. Larsen en række af de største illegale blade, og han giver overblik over mere end 3.000 personer, som omtales negativt en eller flere gange i de illegale blade. Baggrunden for at disse personer blev omtalt var mangeartede, men fælles for dem var, at de på den en eller anden måde blev forbundet med besættelsesmagten eller den danske nazismes mange grupperinger. Ved at sammenholde data om disse personer med andre kilder fra både før, under og efter besættelsen skabes et overblik, som dels gør det muligt at udlede nogle generelle konklusioner, dels gør det muligt at svare på spørgsmålet: Var der noget om snakken?
Henning N. Larsen (f. 1972) er bosat i Sønderborg og er i dag en populær foredragsholder. Henning N. Larsen er uddannet økonom og autodidakt historiker med indgående kendskab til besættelsestiden. Han er kendt for sin omfattende research, hvor han ofte finder data og vidnesbyrd, så begivenhederne må revurderes. Har tidligere skrevet "Stikkeren – mord uden samvittighed" (2010), "Modstanden – valgene der skilte" (2012) og "Benådet – 32 dødsdømte danskere, der slap for henrettelse" (2014).