I form af en erindringsbog beretter Thit Jensen især om spiritismens store indflydelse på sit liv og sin livsopfattelse. Blandt andet beskriver hun, hvordan karakterne fra de mange populære historiske romaner er baseret på spiritistiske kontakter med de personer, som hun portrætterer. Det spirituelle har gennem hele forfatterskabet været et gennemgående tema hos Thit Jensen, og erindringerne giver et utroligt interessant indblik i, hvilke tanker der ligger bag denne store interesse.
I erindringerne sætter Thit Jensen også fokus på en anden og mindst ligeså interessant side af forfatterskabet, nemlig kvindekampen, hvor hun stadig står som et tidligt fyrtårn. Blandt andet fortæller hun om sin kamp for seksuel oplysning og prævention – på den tid meget kontroversielle emner! Erindringerne er altså et godt sted at starte, hvis man vil have et indblik i et af Danmarks store kvindelige forfatterskaber, og de temaer som hun beskæftigede sig med.