Inden døre, Skuespil i tre handlinger
Om bogen
En norsk handelsby danner ramme om købmanden Lyder Martin og hans families gode liv. I hvert fald er det godt set udefra. For der er stor forskel på, hvad familien viser udadtil, og hvad der udspiller sig bag hjemmets lukkede døre.
Magdalene Thoresen skrev skuespillet "Inden døre" i 1877, og stykket, der blev godt modtaget, blev sat op ved flere forskellige teatre, bl.a. Det kgl. Teater i 1878.
Bogen er skrevet i og med samtidens sprog og retskrivning.
Magdalene Thoresen (1819-1903) var en dansk/norsk forfatterinde. Hun blev født i Fredericia, men flyttede i 1842 til Norge, hvor hun blev gift med provst og stortingsmand Hans Conrad Thoresen. De flyttede sammen til Bergen, hvor Magdalene Thoresen hurtigt begyndte at færdes i de kunstneriske kredse, og hvor hun knyttede bånd til litterære personligheder som Henrik Ibsen, der var gift med hendes ældste steddatter, og Bjørnstjerne Bjørnson. Især Bjørnson blev en stor inspirationskilde, og det var ham, der for alvor hjalp hende i gang som forfatter. Magdalene Thoresen havde en stærk personlighed, og det siges, at hun har været inspirationskilde til flere kvindelige karakterer i den norske litteratur.