Jødernes hus
Om bogen
" – Ach ja – ingen handel ingen morskab! siger Moses når han bemærker min sørgmodige mine.
– Hvordan kan du kalde noget af det for morskab?
– Sådan er vor skæbne dog, broder Lazarus, Herren har selv sagt at dit liv hænger i en tråd, og det må du føje dig i, siger han.
Det er næsten som om det morer ham at svare mig sådan, skønt han har langt grusommere minder og sår end jeg."
Henning Ipsens "Jødernes hus" tager os med til begyndelsens af 1800-tallet, hvor vi på nært hold følger de jødiske handelsrejsende Moses og Lazarus. Da de to mænd kommer til en lille dansk provinsby, støder de på racisme og diskrimination hos de lokale, og det gør ikke bare deres erhverv, men også deres liv svært.
Henning Ipsen (1930-1984) var en dansk forfatter, der skrev en lang række bøger blandt andet inden for genrerne roman, noveller, erindringer samt børne- og ungdomsbøger. Han debuterede som forfatter i 1956 med romanen "De tavse huse". I en årrække var Henning Ipsen bog- og tv-anmelder for Jyllands-Posten, og han har endvidere skrevet manuskript til tv-serien "Regnvejr og ingen penge."