JOHNNY MADSEN
Digte fra vest
Om bogen
Johnny Madsen er ikke blot kendt og elsket for sin musik, men også for sin finurlige, magiske og til tider surrealistiske pen. Teksterne emmer ikke bare af jordnære betragtninger med afsæt i jysk vestkystkultur, men tegner også kosmisk-mytologiske stemninger af en anden verden. Gennem et rigt billedsprog af høj poetisk værdi er Madsen inde at røre ved alle de områder, der hører menneskelivet til på godt og ondt.
Det lyriske digt taler uden om, ved siden af og ud over dagligdagens konkrete sprog. Det åbner op ind til nye universer, hvis sprog og beskaffenhed vi måske er knap så fortrolige med – også i rocklyrikkens verden. Al god kunst udfordrer det selvindlysende og kalder således på at blive afkodet. Med indgående analyser, tolkninger og kommentarer tager denne bog dig med hele vejen rundt i Madsens underfundige tekstunivers – med plads til både begejstring, inspiration, undren og måske ovenikøbet overrumplende ahaoplevelser undervejs.