For næsten to årtier siden udgav magasinet The New Yorker artiklen ”Don’t Eat Before Reading This” af den dengang ikke særligt kendte køkkenchef på Brasserie Les Halles i New York City, Anthony Bourdain. I artiklen tager Bourdain læserne med bag svingdørene i de fine restauranter og lægger ikke skjul på, hvordan det går for sig. Artiklen blev en sensation, og den efterfølgende bog, ny-klassikeren Kitchen Confidential, blev en endnu større sensation, en megabestseller verden over. Det handler om tæt druk, stoffer, knepperi i kolonialvaresektionen, uappetitlige afsløringer om tvivlsom omgang med fødevarer og ulækker praksis i hele industrien … Men samtidig kan den interesserede læser også finde ud af, hvordan man laver professionelt udseende og velsmagende anretninger ved hjælp af få, praktiske redskaber.