Krydderurter
En verden af grøn, sund og eksplosiv smag
Om bogen
Krydderurter er eventyret i madlavningen – en sand forvandling opstår, når de anvendes. Det er her madens magi skabes, når duft, smag og sanselighed går op i en højere enhed og skærper lysten til at smage endnu mere.
I bogen gør Sandra Pugliese op med den gængse forestilling om, at en enkelt kvist eller to er nok til at give maden den gode smag. Hun viser i sine opskrifter, hvordan krydderurter, der anvendes med rund hånd og i de rette mængder, får smagen op på helt nye højder i både smoothies, salater, varme retter og desserter. Så væk med forsigtigheden, når der bruges krydderurter i madlavningen – her sættes der turbo på smagen i det grønne køkken.
I et uundværligt afsnit af bogen finder vi en af hemmelighederne bag Sandras basiskøkken. Her skabes smagfulde og herlige eddiker, olier, honning og smør m.v., der kan bruges til at peppe enhver ret op. I et andet afsnit får vi en fyldig introduktion til 16 af de mest almindelige krydderurter og herunder også nyttige oplysninger om deres sundhedsskabende egenskaber.
Bogen indeholder flere end 70 opskrifter på dejlige retter med krydderurter til alle dagens måltider og drikke.
Om forfatteren
Sandra Pugliese har fået kærligheden til madlavning ind med modermælken i køkkenet hos en dansk mor, der konstant eksperimenterede med avancerede retter – fra kidney pie til vegetarisk – og i farmor Donna Rosarias køkken i Calabrien, Italien, hvor hun lærte, at mad er livet, og livet er mad. En kombination af nord og syd, der har givet Sandra nøglen til et spændende fusionskøkken på allerhøjeste niveau.