Lille Mor
Om bogen
Da fru Jensens mand dør pludseligt, er hun nødt til at tænke kreativt for at forsørge sig selv og sin datter, Merete. Det er svært at få arbejde, men fru Jensen er klar til at slide i det for at give Merete de ting, hun aldrig selv har fået. Når fru Jensen sidder krumbøjet over symaskinen i kælderen under linnedbutikken i Istedgade, drømmer hun om Meretes fremtid. Hun vil sende Merete ud på opdagelse i den store verden, og for at det skal kunne lade sig gøre, må Lille Mor pukle alle døgnets vågne timer.
Ellen Reumert (1866-1934), dansk forfatter og søster til Johannes og Hans Kaarsberg, voksede op i Skelby, men flyttede til København med sin familie efter farens død. Her kom hun ind på Musikkonservatoriet og underviste efterfølgende selv i musik. Efter hun blev gift, viede hun efterhånden mere af sin tid til at skrive, hvilket resulterede i et omfattende forfatterskab. Tilskyndet af Sophus Schandorph debuterede hun med "Novelletter" i 1892 under pseudonymet Knud Hagen og udgav fra da af over fyrre værker i eget navn, heriblandt større og mindre fortællinger, forskellige skuespil og børnebøger.