Mit liv
Om bogen
Jønke Mit Liv er fortællingen om Jørn Jønke Nielsens unge år fra opvæksten i 1960´ernes Storkøbenhavn og frem til maj 1984, hvor han skyder og dræber Henning Norbert Knudsen, lederen af den rivaliserende rockerklub Bullshit. Jønke bliver sigtet for drabet på "Makrellen" og eftersøgt af politiet over hele kloden. Han er som sunket i jorden, bliver han fanget, står han til en langvarig fængselsstraf, derfor vælger han at flygte fra Danmark.
Jønke forlader Danmark og under sin fire år lange flugt skriver han første del af sin livshistorie. Den er hans bud på – med eget liv som eksempel – hvad motorcykelklubben Hells Angels står for, og hvad broderskabet mellem mænd betyder. Samtidig er den en øjenvidneberetning, et tidsdokument, fra dengang i 1980´erne, hvor Hells Angels MC Denmark for alvor kom i offentlighedens søgelys. Det er historien om de storkøbenhavnske rocker- og motorcykelklubbers udvikling, fra knallertbander til bikerklubber, fra nævekampe til maskinpistoler. Bogen tegner ikke bare et billede af Jønke; et ungt menneske på vej mod en usikker fremtid og et liv i landflygtighed, den fortæller også, hvorfor det gik, som det gjorde, og om Hells Angels MC’s etablering som den førende motorcykelklub i Danmark.
Jønke Mit Liv udkom første gang i 1985, og siden har forfatteren skrevet yderligere fire selvbiografier. Denne nye og let reviderede udgave er forsynet med billeder og nyt forord fra forfatteren.
Jørn Jønke Nielsen er forfatter og foredragsholder, født i Gladsaxe 1960 og opvokset i Kongens Lyngby nord for København. Jønke var gennem 40 år medlem af motorcykelklubben Hells Angels og har afsonet flere lange fængselsstraffe, herunder 11 år for drabet på lederen af en rivaliserende rockerklub. Han er kendt for sine selvbiografier, men har også skrevet flere romaner; ungdomsromanen "Fængslet" (1989), den humoristiske roman "Elgen Helge" (1990), spændingsromanen "Korpsånd" (1994), thrilleren "Arresten" (2002) og senest fremtidsromanen Hundrede Byer (2020).
Sprog:
Dansk