Tanker om at flygte

”Hun hader Christian Pedersen. Hun hader ham som englænderne franskmændene, Garfield mandage, børn broccoli og skoleelever tysk. Hun hader ham med et had, der brænder som Troja og chilipeber, og det vokser og funkler, en stjerne af lede, af hadefuldt had, glansfuldt som vaseline og cerebrale væsker. Hun hader ham for hans handlinger og hviskende ord, der bredte sig som svampemycelium i en bærende konstruktion, som et egetræs skygge på en børneværelsesvæg.” A. Silvestris tyvende udgivelse er på mange måder typisk for hans forfatterskab, da han gennem sin skrivning har afsøgt mange forskellige genrer og udtryk, heriblandt sms-noveller, billedromaner og kortprosa, og denne udforskning gør sig også gældende her. Samtidig er samlingens ti noveller noget helt nyt og anderledes, hvor flere af fortællingerne går stik imod gængse fortælleregler. Alligevel er de ti noveller forbundet gennem stemninger og enkeltord, der går som spøgelser gennem samlingen. I novellerne følger vi et folkeslag, der slår sig ned for foden af tre vulkaner, og vokser op sammen med dem. En døende kunstner får lov til at træffe et sidste valg. En fuld mand famler sig vej hjem under et skybrud. Fortællingerne i Tanker om at flygte blinker til hinanden på tværs af siderne, løber gennem korridorer i tid og rum og binder sløjfer, hvor trådene mødes. De ti noveller handler om bygningers og menneskers arkitektur, om længsel og håb. Men også om det absurde, der gemmer sig bag det velkendte. De små huller i virkelighedens forhæng. Tanker om at flygte er en indbyrdes dialog mellem fortællingerne og læseren, identiske ideer præsenteret på forskellige måder og koncepter, der på overfladen ligner hinanden, men i deres struktur er det modsatte. Netop blandingen af genrer og en særlig skrivestil er Silvestris vartegn, som ofte understreges af anmeldere og læsere. Tanker om at flygte er hans tyvende udgivelse.