Til deres dages ende
Om bogen
Refs hedder landsbyen i Thy, hvor Helvig Pedersdatters liv udspiller sig. Helvig er en historisk person, der levede i årene 1816 til 1898, og i Winni Østergaards tre romaner om hende følger læseren ikke blot kvinden, så at sige fra undfangelse til begravelse, men får samtidig et storslået og realistisk billede af Danmark i det nittende århundrede.
Intet i Winni Østergaards romaner er grebet ud af luften. Alt er hentet ud af arkiverne og kirkebøgerne. I Til deres dages ende udfolder forfatteren, hvad der gemmer sig på indersiden af en helt almindelig landarbejderkvindes liv, fra hun bliver gift i 1852, til hun dør i 1898.
Billedet af Helvig Pedersdatter, af landsbyen, af nøden, fattigdommen, kærligheden og de uendeligt mange sygdomme og dødsfald viser et liv i udvikling og forandring. En stillestående almuekultur, der vendes på hovedet med jernbanetrafik, østrigske besættelsesstyrker og arbejde, der ikke længere er knyttet til jorden.
Det er underklassens og det folkelige Danmark, Winni Østergaard fremkalder i sine tre romaner om almuekvinden Helvig Pedersdatter.
1830-1839, 1840-1849, 1850-1859, Danmark, Thy, landliv, familien, kvinder, fattigdom, enlige mødre, historie, tjenestefolk