Vredens druer
Om bogen
Vredens druer er en moderne folkevandringssaga fra 1930'erne om Oklahomas forgældede bønder, der drives fra deres jord og af reklamen lokkes til Californien, hvor de udnyttes skamløst og ender arbejdsløse og hjemløse på landevejen. Romanens storhed skyldes Steinbecks ægte indignation og medleven i de fattige bønders skæbne og hans tro på menneskets værdighed og vilje til overlevelse ved fælles hjælp selv under de vanskeligste vilkår.
Vredens druer, der ved sin udgivelse omgående blev en bestseller, vakte en så voldsom debat i USA, at udgivelsen er blevet betegnet som en national begivenhed. Den har været en af de mest omtalte bøger i amerikansk litteratur i det 20. århundrede og betragtes som Steinbecks hovedværk. Den vandt Pulitzer-prisen i 1940 og var en væsentlig begrundelse for hans modtagelse af Nobelprisen i 1962.