RANE WILLERSLEV har altid haft en særlig mission i livet. Han vil se, hvordan verden hænger sammen – og han bevæger sig gerne helt ud til kanten for at finde ud af det.
Det er ønsket om at forstå og leve som de lokale, oprindelige folk, der har drevet Rane ud på hans ekspeditioner. Allerhelst vil han rystes i sit verdensbillede.
Han er kun 20 år, da hans nysgerrighed første gang driver ham ud i DEN NORDØSTSIBIRISKE ØDEMARK. Først med sin tvillingebror Eske og andre udvalgte ekspeditionsdeltagere – sidenhen alene. Undervejs taler han med jukagirer, evener og tjukter om deres kultur, myter og ritualer og noterer det i sine dagbøger.
Igennem årene følger en række EKSPEDITIONER MED MANGE DRAMATISKE ØJEBLIKKE: En bjørn går pludselig rundt i lejren og snuser til teltdugen, kun få centimeter fra de rædselsslagne deltagere. De er unge, uprøvede og har ingen geværer at forsvare sig med. Flere år senere må Rane med de lokales hjælp flygte ud i tajgaen midt om natten for at gemme sig for den russiske pelsmafia i månedsvis. Sibirisk kulde og sult ender med næsten at tage livet af ham.
Senere i livet bliver det et ØSTAFRIKANSK GRÆNSELAND, der byder på nye oplevelser og store erkendelser. Han møder det indtil da misforståede ik-folk og søger at forstå deres kultur i dybden: Sult er et tilbagevendende brutalt vilkår, folket må håndtere. I starten af tørkeperioder jager de savannens dyr, der er trukket op i bjergene. Rane kommer endelig med på DEN STORE JAGT, men en aften, da mørket sænker sig, ender han pludselig i en situation med en reel risiko for at blive skudt.