Jomfruen fra Norge
Description of book
En dansk konge ruster sig. En norsk konge lover sin et år gamle datter væk. En svensk hertug sætter alle alliancer på spil.
En efterårsdag i 1302 mødes den magtfulde kong Håkon 5. af Norge og den både ridderlige og hensynsløse hertug Erik af Sverige på en lille klippe i Göta-elven for at indgå en alliance vendt mod den danske konge, Erik Menved. Hævnlysten svider i Danmark som et åbent sår.
"Jomfruen fra Norge" fortæller levende om en dramatisk periode i middelalderens Skandinavien, om en intens magtkamp mellem tre meget forskellige mænd, der kæmper om land og ressourcer – og ikke mindst om ære og prestige. Bogen skildrer en tabt verden af riddere og jomfruer, men også et nådesløst samfund, der præges af skruppelløse magtmennesker, krigstogter og lejesoldater. Og et politisk system, hvor ægteskab mellem børn kan
afgøre et helt kongeriges fremtid.
FORFATTEREN
Tore Skeie (1977) er uddannet historiker og bor i Oslo. Med sin første bog fra 2008 om adelsmanden Alv Erlingsson vandt han det norske forlag Spartacus’ historie- bogskonkurrence. Bogen blev af juryen karakteriseret som "lysende skrivekunst og en fortællermæssig præstation." Jomfruen fra Norge er hans første udgivelse på dansk.
LEKTØRUDTALELSE
"Bogens udformning og titel leder tankerne hen på en historisk roman, men Jomfruen fra Norge er ikke desto mindre en faglitterær udgivelse om den skandinaviske middelalder i begyndelsen af 1300-tallet. Det er en tid, hvor der udspilles dramatiske kampe om magten i de tre lande; Norge, Danmark og Sverige, og hvor magtbalancen hurtigt kan ændre sig igennem dødsfald, alliancer og ægteskaber. Magtspillet mellem den norske konge Håkan d. 5, den danske konge Erik Menved og den magtfulde svenske hertug Erik af Sverige beskrives af Tore Skeie i et levende og vedkommende sprog, og han gør den historiske viden om den skandinaviske middelalder lettilgængelig og spændende." - Lektør: Rikke Bruun
DEN NORSKE PRESSE SKREV
"Aldrig er den norske middelalder blevet beskrevet mere levende (...) Tore Skeie har på mesterlig vis genskabt et univers af stolte riddere og sultende bønder, af svage konger og snu hertuger." - Stavanger Aftenblad
"Tore Skeie har med Jomfruen fra Norge løftet norsk historieskrivning op på et nyt litterært niveau (...) Kort sagt er dette en uendeligt fascinerende bog." - Bergens Tidende
"Selvom bogen ikke er en roman, griber den læseren på samme måde. Historie er absolut ikke kedelig, når man kan fortælle den godt. Og det kan Tore Skeie." - Oppland Arbeiderblad
"Tore Skeie er noget så sjældent som en krydsning mellem en historiker og en forfatter." - Klassekampen