Hengivelsen begynder med en scene, man tror er en allegori: En kvinde ved navn Pascha klatrer over en mur og ind i et hus, hvor der bor en fremmed mand, hun går rundt og bemægtiger sig værelse efter værelse, går i bad, børster tænder med en forhåndenværende tandbørste, alting foregår i en drømmeagtig atmosfære - og kun langsomt går det op for én, at kvindens forehavende skal tages for fuldt pålydende: Pascha er brudt ind i huset ved siden af det, hvor hun selv bor. Hun møder naboen, en mand ved navn Patrick, hun aldrig har set, hun forelsker sig i ham og indleder et forhold til ham, rejser til Amsterdam og Paris i hans selskab.
En tid lang har de det godt i hinandens selskab, men efterhånden begynder forholdet at gå op i sømmene. Patrick viser sig langtfra at være hende tro - og 11.september 2001 kommer til at spille en rolle for deres forholds udvikling.
Det er en fornem og meget stilsikker romandebut, Pia Tafdrup får med denne bog. Her er ingen problemer med genreskift, og Tafdrup tør virkelig skildre kærligheden i lyst og nød og drister sig langt ud ad følelsernes veje og vildveje.
