Henrik Urne. Roman fra enevældens dage
Tietoa kirjasta
"’Det har dog aldrig nogen sagt mig, at Henrik Urne var min bejler, og mindst af alle ville han vel vove det selv.’
’Nåh, nåh – er det nu noget at vredes over?’
’Jeg vredes ikke, men jeg finder det usømmeligt at tale om ham på den måde. Henrik Urne er en galfrans ... en god legebroder var han mig, da vi i vor barndom mødtes hos farbror Mogens. Siden sås vi ikke ofte, og Urneslægten er vel ikke den, min fader helst ville gifte sin datter ind i.’"
Mette er en stærk og egenrådig ung pige, der mere end noget andet brænder for at være fri til at træffe sine egne beslutninger. Derfor vil hun ikke giftes lige foreløbigt, for en ægtemand vil sikkert forsøge at bestemme over hende. Ville Henrik Urne mon også det? Hvis Mette skal giftes med nogen, skulle det være med ham, men det frygter hun, at hendes far ville forbyde.
Romanen udkom første gang i 1917.
Olga Eggers (1875-1945) var dansk journalist og forfatter. Hun var en markant skikkelse i sin samtid som fremtrædende socialdemokrat og kvindesagsforkæmper. Eggers var optaget af kvinders seksuelle frigørelse og retten til prævention og abort, og hun udfoldede disse emner i flere af sine romaner.
I 1933 meldte Eggers sig imidlertid ind i det danske nazistparti og blev i 1945 arresteret af modstandsbevægelsen og døde samme år i Vestre Fængsel. Olga Eggers står tilbage som en kompleks og sammensat skikkelse i dansk kultur- og litteraturhistorie.