Idéhistorie. Vor kulturs idéer og tanker i historisk perspektiv
Tietoa kirjasta
Den vestlige civilisations idéhistorie er så mangfoldig og lang, at man end ikke i et helt menneskeliv ville kunne sætte sig grundigt ind i alt, hvad den har at byde på. For de, der først lige er begyndt at interessere sig for idéhistorie, kan emnet altså virke helt uoverskueligt.
Professor i filosofi Svend Erik Stybes bog er en overskuelig og bredtfavnende oversigt over den vestlige civilisations vigtigste strømninger fra antikken og op i det tyvende århundrede. Bogen er på ingen måde en udtømmende beskrivelse, men kan bruges til at danne sig et overblik og inspirere til videre læsning inden for de forskellige emner.
Bogen fra 1961 tager os kronologisk igennem de store skoler inden for idéhistorie: antikken, hellenismen, den tidlige middelalder, højmiddelalderen, renæssancen, reformationstiden, oplysningstiden, romantikken, industrialismen og det tyvende århundredes forskellige filosofiske skoler.
Svend Erik Stybe (1919-1995) var en dansk idéhistoriker og forfatter, der udgav et væld af bøger om både dansk og europæisk filosofi- og idéhistorie gennem de sidste mange hundrede år. Han skrev blandt andet bøger til brug i undervisning i idéhistorie på gymnasiet og universitetet, opslagsværker om filosofi og idéhistorie samt bøger om specifikke filosoffer som Jean-Jacques Rousseau, John Locke og Baruch de Spinoza. Svend Erik Stybe blev udnævnt til professor i filosofi ved Københavns Universitet i 1970, hvor han forblev frem til sin pension i 1989.