Morkels alfabet
Tietoa kirjasta
Der er nogen, der går og lægger små sedler på jorden. Hvem kan det være? tænker Anna.
En dag ser hun en skygge. En dreng. Kan det være ham? Alle har sit eget alfabet, tænker Anna. Det kan tage lang tid at tyde bogstaverne.
Morkels alfabet af den prisbelønnede, norske forfatter Stian Hole byder på et gensyn med Anna fra Annas himmel og er en smuk historie om venskab, og hvad der er vigtigt i livet.
Pressen skriver:
»Morkels alfabet er en fin lille bog om venskab, ord og alle mulige tanker […] Farverne, stemningen og detaljerigdommen er helt fantastisk, grænsende til det fortryllende.«
**** - Trine Wøldiche, KultuNaut
»Så varm og indfølt, så stille og dog så dramatisk, så langsom og dog så intens […] Morkels alfabet er enestående kunst for børn og voksne […] Det er en af de smukkeste billedbøger, jeg nogensinde har set. Det er fantastisk, hvad Stian Hole kan!«
- Bent Rasmussen, skolebibliotekarer.dk
»Morkels alfabet handler om venskab, men måske i endnu højere grad om at finde ud af, hvem man er […] Holes forfatterskab, kaldes for ”al-alder-litteratur” og kan altså i høj grad også læses med udbytte af voksne«
- Søren Fanø, Læringscenter
»Man mærker sproget, og man forstår, at venskaber kan være flygtige som fuglevinger […] Jeg har læst den tre gange, og hver gang opdager jeg noget nyt […] De stemningsfulde illustrationer er noget af det bedste ved bogen.«
-Jannie Schjødt Kold, Weekendavisen
»Der er en selvfølgelig lethed over fortællingen om Morkel og Anna, og det er en lethed, som i første omgang snyder læseren, for for hver læsning opdager man nye lag og detaljer i både tekst og billeder […] Det er altsamme sugende smukt og forførende. Og mere virkeligt end virkeligheden selv.«
****** -Kari Sønsthagen, Berlingske
»Hole er en ener i billedbogskrybben […] Ligesådan er illustrationerne nærmest realistiske men ved nærmere eftersyn fulde af detaljer, synsvinkler og dybder, der gør det muligt at læse bogen mange gange og hver gang få noget nyt ud af den […] Fantastisk billedbog på linje med hans tidligere. Skal ikke undværes.«
- Bo Knudsen, Lektør
»Er det hans bedste bog? Det er vanskeligt at vælge blandt så mange perler, men jeg tror det næsten […] Man kunne ønske at folkeskolereformens fædre og mødre – og dem, der tænker over fremtidens skole, ville læse denne bog, for den handler så præcist om det, der giver dannelse nok til et helt liv og ikke bare en uddannelse, der varer nøje afmålt tid […] Det er en bog, man ikke bare lige bliver færdig med – man vil vende tilbage gang på gang.«
- Eiler Jensen, Bogbotten
»Det er svært ikke at blive imponeret.«
- Steffen Larsen, Politiken
»Lyt bare! Så fin og tæt er billedbogsteksten, der er oversat af Naja Marie Aidt. Det er så god stil at få en god digter og et lydhørt gemyt til at oversætte billedbøger […]Man er nødt til at nærstudere og gå tilbage. Der er masser af detaljer at kigge på og opdage.«
- Kamilla Löfström, Information