Det mærkelige var, at han sad derinde, lige midt i huset, og blev siddende selv om ilden knitrede i ham, og han forkullede mere og mere. En sort kolos i et hav af røgsøjler og aske. Endelig faldt han da. Jeg må indrømme, at det føltes som en lettelse.
Nu her, dagen efter, ryger det stadig væk. Heldigvis skete der ikke noget med de omkringliggende huse, selv om det var tæt på.
Mange af os vil tænke dybt over denne tragiske hændelse og ikke mindst det, der gik forud. Kærligheden er ikke sådan at spøge med.
