Solen er så rød
Tietoa kirjasta
Hvordan lærer man at leve, når dem der skulle lære en det – forældrene – begge har valgt livet fra? Det er det spørgsmål, romanens voksne jeg-fortæller stiller sig selv, da vi møder hende i bogens begyndelse. Hun er på vej hjem fra hospitalet, hvor hendes mor netop er død efter at have taget livet af sig. Mange år tidligere døde hendes far på samme måde.
Det begynder ellers næsten som en lægeroman, forældrenes ægteskab. Han er den smukke, mørkhårede læge, hun er den unge sygeplejerske. Men ægteskabet bliver stormfuldt med selvmordsforsøg og sidespring fra farens side, og han ender med at forlade familien for en anden kvinde.
Solen er så rød fortælles af den yngste datter, som kun når at kende sin far ganske kort. Han dør, da hun er 7, og hun vokser op hos moren sammen med den 8 år ældre søster. Omstændighederne omkring farens død forties for hende, men arven efter ham hviler alligevel som en skygge over hjemmet.
Jeg-fortælleren og moren er tæt knyttet til hinanden, men deres forhold er også præget af gensidig bekymring, fortielser og dobbelte budskaber og bliver tiltagende kompliceret, efterhånden som datteren bliver ældre og forsøger at løsrive sig. Mens moren drikker i smug, udvikler datteren sin egen måde at holde livet i skak på: at blive så tynd, at hun næsten ikke er der.
Solen er så rød kan læses som en lang henvendelse til moren. Måske som det afskedsbrev, moren ikke formåede at skrive.