Gnallingstenen

I en tid, hvor storbønder strides om magten på øen, hvor bronzen så småt er ved at vinde indpas i samfundet, og hvor udtjente trælle uden videre sættes ud i mosen, kan det være svært at vinde hæder og ære. Men jeg, Sigwulf, gjorde det, og dette er min fortælling.

Jeg rejste mig fra træl til fribonde – skønt livet som fribonde med ansvaret for at skaffe føde til alle også kræver hårdt arbejde og et vist held.

Det er også fortællingen om de begivenheder, der fandt sted, da min ven Brand, søn af storbonden Eldgrim, blev stræbt på livet af en af de andre storbønder; hvordan vi sammen flygtede for senere at tage kampen op, hvordan røvere forsøgte at knægte os og hele øen, men ikke mindst historien om, hvordan én gud – min gud, Gnallingstenen – viste sig at være stærkere end alle andre.

Uddrag af bogen

Trællen flåede huderne af ham og baksede ham op at stå. Med slæbende skridt – det ene ben var følelsesløst og fulgte stort set bare med, når han drejede kroppen frem – gik han hen mod døren.

”Vil du derud? De slår dig ihjel,” klynkede trællen.

”H…hold kæft,” hvæsede Kolbein, mens han greb sin lille økse, der lå på lejet henne ved døren. Han overvejede et kort øjeblik at stikke den i bæltet, men ombestemte sig og lod skaftet forsvinde op i koftens ærme, mens han knugede om øksehovedet med højre hånd.

Udenfor var larmen og skrigene stilnet af. Ind imellem hørtes hysterisk kvindegråd og knaldende piske, men det lod til, at kampen var ovre.

”Åbn døren,” kommanderede han bestemt …