Da jeg var dreng, havde jeg en skaldet morfar, der var god til at fortælle historier. Han sagde, at de kom og bankede på hans pande, og så lukkede han dem ind. Så sad de dér og ventede, indtil de spadserede ud af hans mund.
Der er mange morfar-historier i den her bog; én om 50 ostemadder, én om en cigartudse, én om en pige, der var så uheldig, at hun reddede sine bedste venner og én om en hundekat.
Min morfar sagde, at historierne var sande. Men jeg er ikke sikker på, at hr. Fiinsen virkelig satte en prop i numsen på sin hund.
