Når festen er forbi. Livet efter ecstasy
Description of book
Line var flittig og ambitiøs i skolen og kunne ikke drømme om hverken at ryge eller tage stoffer. Alligevel lod hun sig friste til at prøve en pille ved en technofest i London, og det forandrer hendes liv.
De følgende måneder er præget af fester, hvor ecstasy giver intense oplevelser af musik, farver og nærvær. Line rejser ud i verden, og festerne fortsætter i andre storbyer. Men efter 12 weekendparties er det slut. Nedturene begynder og med dem en hverdag, der er fyldt af angst- og panikanfald, og en hukommelse, der går mere og mere i opløsning.
Hun forsøger at skjule, hvad der er galt. Selv over for sine ellers forstående forældre, sin læge og den psykiater, som hun konsulterer, efter at hun fortvivlet har fundet sig selv med benene ude over altankanten på 16. etage i et højhus tæt ved barndomshjemmet i Rødovre.
Det bliver en lang kamp for at få en normal tilværelse, og Line er i dag dømt til at tage medicin resten af livet. Uden den dukker angsten og depressionen op. Hendes hjerneskader er permanente, og medicinen indebærer, at hun nok aldrig kan få børn.
I dag holder Line foredrag om sine oplevelser med ecstasy, et partydrug, som op mod 15 % af de danske unge mellem 18 og 25 har stiftet bekendtskab med. Lines beretning er en stærk advarsel mod at tro, at man kan være på ecstasy i weekenderne – uden at skulle betale en pris.
Når festen er forbi er et personligt vidnesbyrd om små valg med store konsekvenser. Uden omsvøb og uden fordomme fortæller Line Risberg om, hvordan brugen af kemiske rusmidler kan sætte sine mærker for livstid.
Line Risberg er forfatter og foredragsholder. Hun har igennem de sidste mange år rejst rundt i Danmark og holdt foredrag om stofmisbrug med udgangspunkt i sin egen historie. Hendes mission er klar: hun vil overbevise danske unge om at sige nej til stoffer.
Categories:
Format:
Language:
Danish