Det er umuligt - det kan ikke lade sig gøre. Man kan da ikke få en amerikansk præsident til at tale i en sportshal i Nordjylland.
Man kan da ikke være en rødhåret arbejderknægt fra Frederikshavn og ende med at arrangere topmøder med politiske verdensstjerner i Skandinavien og Kina, og turnere med store danske rockstjerner.
Man kan da ikke være ham den tykke dreng, der bare blev større og større, og så pludselig stoppe op, lytte til sit hjerte og tabe 88 kilo.
Man da ikke blive skilt, gå konkurs, næsten miste et barn, være ved at dø af stress og så alligevel rejse sig som et gladere, stærkere og mere energisk menneske.
Man kan da ikke gennemleve mareridtet - og alligevel fortsætte med at drømme stort.
Eller kan man?
Henrik Røde Jensen kunne. Og i denne bog fortæller han historien om et højst usædvanligt liv, hvor mennesker som Bill Clinton, Al Gore og Kofi Annan er blandt de mange farverige minder.
Men Henrik Røde Jensen fortæller også indlevende og rørende om, hvordan han konfronterede sine dæmoner og fandt lyset for enden af tunnelen, da livet var sortere end en vinternat over hans elskede Vendsyssel.
I dag er Henrik Røde Jensen manden, som ingenting fortryder, men som alligevel har lavet sin tilværelse helt om.