Den spanske syge
Da historiens mest dødbringende epidemi kom til Danmark
Description of book
Den spanske syge ramte hårdt og ubarmhjertigt og slog næsten 15.000 mennesker ihjel alene i Danmark, da den hærgede for kun 100 år siden. Frygten lurede i alle afkroge af samfundet, og sorgen lå tungt over landet.
I sommeren 1918 – netop som Første Verdenskrig var ved at være forbi – spredte historiens mest dødbringende epidemi sig over hele kloden. Den spanske syge var i bund og grund kun en influenza, men den var så aggressiv og smitsom, at folk var chanceløse, når de blev ramt. Epidemien tog samlet set over 50 millioner liv, og op mod 15.000 danskere bukkede under for den ondartede influenza.
For første gang fortælles nu historien om, hvad der skete, da epidemien ramte Danmark. I sporvogne og biografsale var frygten fast følgesvend. Ambulancerne kørte i pendulfart til byernes overfyldte hospitaler med nye patienter, blå i huden og rallende af hoste. Og i kapellerne måtte graverne stable kisterne for at få plads til alle de døde.
Gennem en lang række øjenvidneberetninger kommer vi helt tæt på den angst, sorg og uhygge, der lå tungt over Danmark under epidemien. Vi hører om tragiske dødsfald og hårdt ramte familier, men også om de frygtløse sygeplejersker, læger og frivillige hjælpere, der kom patienter til undsætning i hele landet.
Historien trækker tråde helt op til nutiden. Først for nylig fik man rekonstrueret det virus, der var årsag til epidemien. I dag er den spanske syge derfor med til at gøre forskerne og lægerne klogere på, hvad vi skal stille op, når den næste store epidemi rammer os.