Tro, håb og havregrød

Beate Højlund skriver med hjertet. Billedet af den trygge og ubekymrede barndom er betagende. Hun får lov til at være barn, samtidig med at hun vokser op i et hjem, hvor der i mere end én forstand er højt til loftet. Hun lærer at skelne, vælge og ikke vige uden om.

Den 9. april 1940 er barndommen forbi. Den dag blev Norge besat af tyskerne. Skridt for skridt inddrages hun mere og mere i den aktive modstand uden helt at være klar over konsekvenserne.

Smittende livsglæde lyser ud af optakten til 21 års ægteskab med Asger og livet med ham som præstekone på Færøerne, Nørrebro og i Hirtshals. Men også dette afsnit af livet ændres på én dag, og Beate står alene tilbage med syv børn.

Da må troen kæmpe, og den sejrer i kraft af ham, den er rettet imod.

Beate giver os ikke et glansbillede af sig selv, men skriver åbent, ærligt og personligt uden at blive privat. Der er megen humor i bogen, og de små streger, som gør det hele så levende, er med. Den røde tråd går gennem alt. Hun begynder som en sprudlende bæk og føres frem mod det dybe vand, hvor en synder i sin varme og ægte menneskelighed spejler sin Mesters billede.