Almen teori om glemsel
Description of book
Den aften Angola får sin uafhængighed murer Ludo sig inde i sin lejlighed og bliver der i de næste otteogtyve år. Hun dyrker grøntsager og fanger duer, brænder sine møbler og bøger for at overleve, og tilbringer tiden med at skrive sin historie på væggene i lejligheden. Lige så stille siver verden udenfor ind i Ludos liv gennem brudstykker fra radioen, naboernes stemmer, glimt af en mand som flygter fra sine forfølgere og en besked fastgjort til en dues ben. Beskeden handler om et stævnemøde med en smuk kvinde.
ALMEN TEORI OM GLEMSEL er en magisk roman opbygget som et indviklet patchworktæppe af forskellige stemmer. Mysteriet om hvorfor Ludo valgte at mure sig inde i sin lejlighed afsløres lidt efter lidt i et handlingsforløb uden kronologi. Resultatet er en fascinerende og overraskende beretning – en skildring af menneskets sårbarhed, på samme tid komisk og tragisk.
José Eduardo Agualusa, f. 1960 i Angola, journalist og forfatter, oversat til femogtyve sprog. Agualusa fik i 2007 Independent Foreign Fiction Prize for romanen Kamæleonernes bog. Hans seneste roman, Almen teori om glemsel, var på shortlisten til Man Booker International Prize 2016 og fik i 2017 International Dublin Literary Award.
»Hvis du krydser J.M. Coetzee med Gabriel García Márquez så får du José Eduardo Agualusa, den næste portugisisksprogede kandidat til Nobelprisen.« – Alan Kaufman
»En mesterfortæller.« – Washington Independent Review of Books
»Et lille mesterværk.« – NRK
»Magisk roman.« – Aftenposten