Når sandheden skal frem er en hudløst ærlig fortælling om bagsiden af medaljen for den tidligere håndboldspiller Lars Christiansen.
Fra en glamourøs tilværelse som feteret sportsstjerne blev hans liv pludselig vekslet til et som alenefar, og han blev ramt af stress og dødsangst. Udenpå fik han EM-guldet hængt om halsen, men indeni var der kaos. Smilet var væk på dansk håndbolds evigt glade dreng. Han havde det, som om hele hans liv var blevet knust mod asfalten og gået i tusind stykker.
Men LARS CHRISTIANSEN har ikke opnået sine mange resultater og rekorder ved at give op, og det ville han heller ikke denne gang, selv om modstanderen var hans egen angst. Han gik i gang med at samle stumperne igen – at søge hjælp hos en psykolog og lægge sin tilværelse om skridt for skridt. Helt som før bliver livet aldrig igen, men efter to års kamp er smilet tilbage hos den glade dreng.
Når sandheden skal frem er Lars Christiansens personlige fortælling om sit livs krise. Det er en bog om at konfrontere sin angst og stress. Og om at komme ud på den anden side.